Sådan fungerer en kortlægning

Kapitel 1 af 15

En himmelundersøgelse retter et kamera mod mange stjerner på én gang og måler hver enkelts lysstyrke igen og igen. De fleste stjerner viser aldrig en planet. Kun planeter, hvis baner tilfældigvis flugter med os, kan passere hen over deres stjernes skive.

Illustration

Hastighed

Et stjernefelt. Sigtekornsringe låser sig fast på stjernerne én ad gangen, sådan som en undersøgelse tjekker hvert mål. Hver låst stjerne viser, om banen for dens tænkte planet flugter med os; omkring én ud af tretten gør det for en pi Men c-lignende bane. Stjernernes farver følger hver stjernes temperatur.

Hvorfor kun få har en transit

En planet transiterer kun, hvis dens bane flugter tilstrækkelig tæt med vores sigtelinje. For tilfældige orienteringer er chancen omkring R★/a, stjernens radius over banens størrelse (Winn 2010). Planeter i tætte baner om store stjerner transiterer oftere.

Størrelse	Værdi	Kilde
Sandsynlighed for, at pi Men c's bane giver transit	7.6%	R★/a fra exoplanet.eu R★ = 1,1 R☉, a = 0,06702 AU [calc]
Sandsynlighed for at en Jord–Sol-bane giver transit	0.47%	R☉/1 AU, IAU's nominelle værdier [calc]
Himmel, som TESS havde observeret pr. 18. okt. 2026	97.8%	beregnet med tess-point (Galaxy-sidens dækningspanel)

SetuHQ reads TESS light curves: one star at a time, about 27 days per sector. See TESS's sky coverage ›

Planeter i dette kapitelpi Men c ›

Kilder